Med en samlet målscore på 15-2 i sæsonens to sidste kampe lykkedes det for de dygtige U17-3 drenge at avancere til en 3. plads i tabellen.
Sæsonen har budt på rigtig gode og spændende kampe, hvor holdet har kæmpet og spillet en god gang fodbold. Forældreopbakningen har under hele turneringen været konstant og betydelig, hvilket også har været medvirkende til en super sæson for alle.
Træner Ras, der har stået for træningen har gjort meget ud af drengenes fysiske træning, og dette har båret frugt for holdet, der specielt i kampenes 2. halvleg har vist sig at være modstanderne overlegen.
Sæsonens sidste kamp hjemme mod Kalundborg blev vundet så stort som 10-0. Efter kampen var der afslutning med pizza og sodavand til de stolte og glade drenge. Klubbens formand Brian Bo Jensen holdt en tale for drengene og sagde, at selvom man spiller på et 3. hold, bliver der holdt øje med drengene. Selvom klubben har meget fokus på eliten, så skal man ikke glemme bredden. Selv Daniel Agger spillede på 3. holdet, da han var i den alder!
Holdet der nu efter sommerferien spredes for alle vinde, idet flere skal på idrætsefterskoler, sluttede med at sige hinanden tak for sæsonen og på gensyn til sommertræning hver torsdag kl. 19
Forældregruppen takkede træner Ras for sæsonen med et par flasker vin og holdet og forældrene sagde farvel og tak til Holdleder Søren for hans utrættelige arbejde gennem tiden med lige netop det hold.

Det meste af holdet ses her samlet efter sidste kamp i turneringen. Liggende forrest målmand René, siddende på hug fra ve. : Omar, Morten, Jarah, Aleksander Secher, Bahaa, Alexander Lund og Kasper. Stående fra ve. Søren, Mathias Dam, Mathias Klose, Simon, Sean, Egzan, Niklas, Anders, Ras og Mohammed.

På tribunen blev der indtaget Pizza og sodavand.