Sejrens sødme i solskin. Smager noget bedre end det? Vi tog i hvert fald til Brøndby, os supportere og så Ipsen, Emil, Nicolas, Kolding, Hamed, Alexander, Sørensen, Morten, Otto og Jensen, og vi vandt fortjent på baggrund af to forskellige indsatser.

I første halvleg udfoldede vore helte helt i blåt sig som kun sjældent set. Det var ikke nødvendigt at slås med modstanderne, der som sædvanligt var større end os, og det var ikke nødvendigt at løbe tåbelige meter efter tabte bolde, for bolden blev sluppet i tide. HBIerne spillede bolden rundt mellem sig, til BIFerne blev trætte af at løbe, og så slog de små kæmper ellers til med giftige slangehug i måsen af læderkuglen. Fire gange røg den oven i købet ind bag Brøndbys ellers ferme keeper og i nettet. Otto på et rent vristspark fra kanten af feltet, Jensen på et iskoldt centerforwardmål, Emil på et drømmekick i krogen fra 20 meters afstand, og Morten på en knaldhård inderside ind under mål.

I anden halvleg var vi dermed oppe mod otte modstandere i små 20 minutter som følge af den efterhånden halvfjollede regel om, at modstanderne må sætte en ekstra mand på banen, hvis nede med tre mål. Det ændrede kampens karakter, men viste, at vore knægte også har fight og offervilje i fodboldhjertet, og at keeper Ipsen ikke blot har potentiale, men allerede er en fantastisk målmand. HBI stod imod presset, selv om det var ved at blive lidt for spændende med tre gulblusede scoringer på stribe, og til slut sendte Jensen den sidste kugle i kassen. Det var en sand perle, der smøg sig ind i trekanten, og sådan fik kampen en fornem afslutning og den rigtige vinder.

Kan man vælge en Man of the Match, når der var tale om en rigtig holdsejr? Ja! Prisen går denne gang til træner Bo Jensen, dels for også under pres at holde fast i konceptet om, at spillerne skal lære at tale med hinanden undervejs og ikke styres som robotter fra sidelinjen af en altoverskyggende træner, og dels for at holde fast i, drengene skal have stort set lige meget spilletid i situationer, hvor andre og mindre standhaftige trænere måske havde beholdt en spiller eller to længere i felten end andre. Bravo!

På supporternes vegne,

Phan A. Olbek.