Onsdag den 8. september blev en fornøjelig dag for fodboldfeinschmeckere i Holbæk og omegn. Årgang 00 SBU 1 gik til tops i rækken efter en fortjent og flot hjemført sejr på 3:0 over de ellers dygtige drenge fra klubben med det mundrette navn, Himmelev-Veddelev Boldklub ?
Første halvleg endte 0:0, men burde, hvis den skulle have beskrevet spil og chancer, vel sagtens have endt 5:2 til vore helte helt i blåt.
Men dels var vor offensiv, altså både midtbane og angreb, en kende uheldig i afslutningerne på de ellers mange fremragende opspil, og dels var vor defensiv med Emil og Nicholas som backs omtrent unedbrydeligt.
Og de to gange, HV smuttede igennem, greb den cooleste keeper nord for Nakskov, også kaldet Oskar, ind med stor styrke.
Det skal siges, der var perioder i begge halvlege, hvor HBI spillede bedre, end man egentlig kan i den alder ? men i ti minutter ca. midtskibs i første halvleg kunne HV måske have ændret kampens udfald. HV var nemlig gode nok til at sidde på kampen lige da. Heldigvis for os og takket være vor kortbenede midtbanes ukuelige kæmpen fik HV ikke chancer og mål ud af det momentane overtag.
I pausen begik trænerne en genistreg hver. Søren rykkede spillerne ti meter længere tilbage på banen, når HVs målmand sparkede ud, således vi fik samlet boldene op. Dermed dæmmede vi op for, hvad der havde været HVs farligste angrebsmetode. Og Bo gjorde som i Jernløse og ændrede formation fra 2-3-1 til 2-2-2, hvad der atter virkede glimrende. Og ellers blev vore gutter rost for første halvleg og derpå opfordret til at spille videre med det kvikke 1-2-spil, de sikre førstegangsafleveringer og den vedholdende fight. Det gjorde de så. Heldigvis.
Anden halvleg åbnede vi med at score to gange indenfor de første ti minutter, begge gange ved Magnus Andersen, og fem minutter før tid lukkede den hårdt slidende Hyldegaard kampen, da han var først over en ripost. Dermed adskilte anden halvleg sig kun på én måde fra første, nemlig ved at vi fik scoret de afgørende mål. Patrick blev desværre skadet tidligt i kampen, men han skal da have ros for ikke at gå hjem ;), og ellers skal Rasmus, Hamed og Sørensen også nævnes, da de sloges som vildmænd uden smertegrænse.
Efter kampen var det dog den bomstærke Emil og målræven Magnus Andersen, der fremstod som de to, der havde hævet sig syv millimeter over holdindsatsen og gjort dagen ekstraordinær. Emil, fordi hans imponerende indsats i forsvaret ofte blev krydret med næsten brasilianske raids i bedste wingbackstil, hvad der skabte enorm forvirring i HVs rækker, og Magnus Andersen, fordi han udover at lave de to mål, en angriber skal, oftest var vor første forsvarer, når han lagde pres på deres bagkæde. Vi fik adskillige indkast langt oppe på HVs halvdel, fordi Andersen havde spurtet et opspil ned. Bravo!
Og det kan jeg tillade mig at skrive, for jeg har ikke en aktie i nogen af dem!
På supporternes vegne,
Niels Sørensen.