holbæk

U 15 ( 96 ) hold 2 mod Fløng-Hedehusene.Udskriv side

Høj bølgegang i sæsonens sidste kamp

 

Der var drama for alle pengene da 96-drengenes hold 2 på hjemmebane tog mod Fløng-Hedehusene ? Holbæk var nummer to og omegnskøbenhavnerne nummer tre i rækken, men med mulighed for avancement og oprykningskampe hvis de altså kunne slå værterne. Forinden havde rækkens nummer ét vundet sin sidste kamp og var urørlig på den position.

Undertegnede så bolden blive givet op gennem et hul i hækken - da jeg rundede samme hæk og trådte ind på sidelinjen femten sekunder senere lå den første spiller i græsset og måtte skiftes ud. Herefter gik det slag i slag - der blev gået til stålet og til grænsen af det tilladelige, og tit også over grænsen, der blev hevet i trøjer og arme og protesteret og filmet og begået ikke så pæne ting, og alt dette eskalerede igennem hele kampen:

For det blev nemlig også en spændende match: Fløng kom bedst fra start mod et lidt formiddags-uskarpt Holbæk-hold, og kort inde i kampen dømte dommeren et noget tvivlsomt straffespark til gæsterne. 1-0 til Fløng, og da gæsternes højre fløjangriber én meter off-side et øjeblik senere stak af fra sin Holbæk-back blev det 2-0. Og det blev værre endnu - lidt senere igen beviste gæsterne at de også kunne lave mål som der ikke kunne sættes en finger på - 3-0 til Fløng og en vis ængstelse hos hjemmetilskuerne: ville vores drenge nu gå helt ned med flaget?

Men som mod FC Storebælt viste holbækkerne høj moral - der blev presset på i angrebet, William og Ackerman opsnappede gode bolde pænt fremme på midtbanen, og to gange i træk havnede opfangede bolde hos Ladegaard som sidste mand - 2-3 og kampen var åben igen. Da Carlsen kort før pausen også meldte sig som målscorer  begyndte det at se ud som om Holbæk-drengene havde fået overtaget.

Carlsen lynede igen kort efter pausen, og det hele begyndte at ligne en formssag. Men drengene fra Fløng-Hedehusene demonstrerede nu også fin kampgejst: andre spillere havde mistet modet efter at have ladet en 3-måls-føring vende til et truende nederlag, men gæsterne møvede på og i et bizart intermezzo helt inde på stregen, hvor Morten flot refleksreddede to gange i træk, fik Fløng skubbet bolden i kassen i tredje forsøg.      

4-4 og tilskuere, trænere og spillere på kogepunktet. Desværre havde dommeren nok ikke én af sine bedste dage - i perioder dømte han aldeles kompetent og med autoritet, og så kom der nogle kedelige udfald i træk hvor man måtte undre sig.

I andre kampe havde det betydet mindre, for dommere fejler jo også, men lige i denne kamp var det ekstra uheldigt. Det hele var ved at skride for ham, godt hjulpet på vej af ophidsede trænere og forældre på begge sidelinjer, som kommenterede mere og mere og dermed egentlig ikke bidrog positivt til kampens afvikling. (Man er som regel bedst tjent med at slå koldt vand i blodet, uanset hvor grebet man bliver af en spændende kamp og uanset hvordan dommeren dømmer. Vores egne englebasser er jo også mest englebasser i vores egne øjne!)

Nå - efter gule og et enkelt rødt kort - en Fløng-spiller blev vistnok så forbitret over et gult kort han fik efter en lille hævnakt (og ja, Holbæk-spilleren havde lavet frispark på ham forinden!) at han helt af sig selv straks bagefter opgraderede sit synderegister ved at losse bolden væk! - og efter bølgen frem og tilbage endte kampen uafgjort 4-4. Holbæk slutter som flot 2´er, Fløngs træner, som havde hoppet og danset på den modsatte sidelinje (men vistnok ikke var gået ind på banen!), truede dommeren med allandsens ulykker og indberetninger (jeg synes nu gæsterne havde mest fordel af dommerens tvivlsomme domme), og vi roste vores egne drenge for at være kommet s.... godt igen!