Der er kampe, der er vigtigere at vinde end andre. Lørdagens kamp mod holdet fra Amager var en af disse. Begge hold var før dagens opgør placeret i midten af rækken. Dagens resultat betyder, at Nordvest kommer lidt for tæt på de 4 nederste pladser, som betyder, at man når efterårssæsonen er slut, skal ud i en play off-kamp om at forblive i rækken. De næste to kampe mod Vanløse og Køge, som i øjeblikket ligger under stregen, bliver derfor ekstra vigtige og de skal give point. Heldigvis ved vi, at holdet kan præstere bedre end i dag, hvor vi kun i glimt så det gode spil.
Gæsterne kom helt klart bedst fra start og allerede i det 6. minut bragte de sig foran. Havde Mikkel Krath ikke haft et par gode indgreb kunne føringen godt være fordoblet. Det blev den først i det 22. minut og det så lidt sort ud.
Heldigvis kom Nordvest med i kampen blot 2 minutter efter. Lukas Andersson gik til baglinjen og sendte et perfekt indlæg ind foran mål, hvor Jesper Halling steg til vejrs og med et hårdt hovedstød scorede sikkert. Bagud med kun et mål så det hele lidt lysere ud, og vores drenge fik et lille overtag i resten af halvlegen.
Anden halvleg blev en lidt rodet affære hvor der virkelig blev gået til stålet. Dette betød desværre også en del frispark. I forsvaret arbejdede Mads Hyldegaard, Niclas Sørensen, Jonas Lund godt, og det var ikke mange chancer, udeholdet fik. Dragørs angribere var både hurtige og meget fysisk stærke, så der var arbejde nok. At det lykkedes at holde dem fra scoring i anden halvleg fortjener ros.
På banens midte havde Chris Amming, Christian Viltoft, Frederik Parishus, Thomas Ballegaard og Atef Omar nok at se til. Der blev kæmpet hårdt om hver en bold.
Fellino Poulsen, Yunus Bakir og Mads Moch arbejdede hårdt på at komme igennem gæsternes stærke forsvar. Det lykkedes imidlertid ingen af holdene at score yderligere og Nordvest kunne ærgre sig over et knebent nederlag, som vel i grunden godt kunne være undgået. Efter reduceringen i første halvleg var kampen fuldstændig lige og begge hold havde chancer til flere mål.
Det positive man kan tage med fra kampen er, at holdet bliver ved med at kæmpe og tro på, at det er muligt at vende kampen. Spillet var i glimt ganske flot. Dette skal tages med til den næste dyst, når Brøndby på onsdag kommer på pokalbesøg. Fredag sidst på eftermiddagen skal drengene spille i Vanløse og den kamp må næsten blive en gyser.
John Friis
Holdleder