Det er aldrig nogen skam at tabe til et bedre hold, siges det med en af fodboldverdens mange kendte floskler. Det er naturligvis rigtigt og Brøndby var på dagen et bedre hold. Men de var til at ryste. Da Nordvest som forvandlet kom ud til anden halvleg, kom først på bolden, afleverede hurtigere og fik belønningen med 3 mål, inden der var spillet 15 minutter, var kampen totalt åben. Den underholdende og målrige kamp endte med 5-3-sejr til holdet fra Vestegnen og det kan der vel ikke indvendes noget imod, hvis man ser hen over hele kampen.
Drengene fra Nordvest nåede aldrig rigtigt at få fodfæste i første halvleg. Brøndby viste, at på det her niveau bliver alle fejl straffet. Flere af deres mål var et resultat af at bolden mistedes i opspillet, hvor hele holdet var på vej frem. Havde Mikkel Krath ikke stået en stor kamp, kunne udeholdets føring endda have været større.
Eneste målchance til hjemmeholdet havde Lukas Magnussen efter et indlæg fra Atef Omar. Men da dommeren fløjtede til pause var Brøndby foran med i mindre end 4-0, og de fleste troede helt sikkert, at kampen var afgjort og frygtede, at det kunne blive en større øretæve.
Om det var frugten, træneres peptalk, drengenes stolthed eller en kombination skal være usagt, men de var som forvandlede, da dommeren fløjtede de sidste 35 minutter op. Der blev løbet og kæmpet og duellerne begyndte nu at falde ud til hjemmeholdet fordel. På midtbanen udførte Chris Amming, Mathias Vestergaard og Christian Viltoft et stort arbejde.
Efter små 10 minutter kom den første belønning. Mads Moch var efter en flot frispilning fra Jesper Halling alene med målmanden og udplacerede ham.
Ganske kort efter kom næste scoring, da Emmanuel Lual fra en lidt spids vinkel hamrede kuglen i nettet via træværket. Vores drenge fik fornyet selvtillid og tro på, at det var muligt at få point i kampen.
De gyldne periode sluttede med scoringen til 3-4, og da var Brøndby rystet. Målet kom efter det, der kendetegnede det meste af anden halvleg. Efter et solidt pres i feltet erobrede Jesper Halling bolden og spillede Frederik Parishus, der resolut sendte den i mål.
Forsvaret med Lukas Andersson, Nicolai Madsen, Mads Hyldegaard og Niclas Sørensen udførte i hele kampen et stort arbejde og var også godt med i det fremadrettede spil.
Begge hold havde chancer og vi skulle hen til kampens slutning før afgørelsen kom. Brøndby fik her straffespark og scorede til slutresultatet 3-5.
Det er muligt, at det bedste hold vandt, men der er mange positive ting at tage med til de kommende kampe. At være nede med hele 4 mål og så komme tilbage og virkelig true Brøndby, som mange vil regne som et af de allerbedste hold i rækken, er høj klasse og udtryk for stor holdmoral. Kan holdet spille, som de gjorde det i størstedelen af anden halvleg, kan de spille lige op med de bedste. En erfaring vi også gjorde i Brøndby Elite Cup for et par uger siden. Omvendt lærte vi igen at selv ved de mindste fejl, er der kontant afregning.
Næste kamp er allerede på onsdag, når vi kører mod hovedstaden for at møde B1903.
John Friis
Holdleder