holbæk

U 15 ( 97 ) Skybrud og sejr

Klubnyheder
29. august 2011 - 13:52 af: John Friis

Kampen mod AB vil blive husket både for den første sejr og ikke mindst de ekstreme vejrforhold, der betød, at alt omkring afviklingen af kampen blev anderledes end planlagt

En del af natten og hele morgenstunden passerede et kolossalt uvejr hen over Holbæk med lyn, øredøvende brag og silende regn. Om det var det samme, der var rykket østpå eller blot endnu et nyt uvejr skal være usagt. Men de sidste kilometer inden vi kørte ind på AB?s anlæg i Bagsværd, stod regnen igen ned i stænger og tordenen buldrede faretruende i nærheden. Da vi ankom, fik vi besked om, at alle kampe denne dag var aflyst, da banerne stod under vand. Hjemmeholdet var naturligvis lige som os interesseret i at få afviklet kampen, hvis det var muligt. Mobiltelefonerne blev brugt flittigt i et forsøg på at få tilladelse til at benytte en af områdets kunststofbaner. Det lykkedes da også til sidst at få lov at spille kampen i Gladsaxe. Det betød en lille køretur på 6-7 kilometer, og kamptidspunktet blev rykket 45 minutter.

Det virkede som om vores drenge havde et mentalt overtag fra kampens start. De virkede meget klar til dysten og til at tackle de højst usædvanlige omstændigheder op til den. Niclas Sørensen var flyttet ind i midterforsvaret og spillede her sammen med Mads Hyldegaard en solid kamp. Yunus Bakir og Lukas Andersson spillede på back-pladserne og ydede en stor arbejdsindsats. 

Regnen væltede trøstesløst ned i kampens start, men da den efter 22 minutter gik over i egentligt tordenvejr med store lyn, valgte dommeren yderst fornuftigt at afbryde kampen. Herefter gik såvel spillere som tilskuere i tørvejr. Efter et kvarter mente dommeren, at kampen kunne genoptages. Igen skal drengene roses for at kunne fastholde koncentrationen under disse ret specielle omstændigheder. Halvlegen bød ikke på nogen scoringer, og der var i det hele taget ikke mange store chancer til nogen af holdene. I det offensive havde både Christian Viltoft og Jesper Halling mange gode løb og udførte et godt arbejde under de svære betingelser.

Anden halvleg blev spillet helt uden afbrydelser og mod slutningen stoppede regnen næsten. På midten af banen arbejdede Atef Omar, Frederik Parishus, Chris Amming og Mads Moch hårdt mod et godt spillende AB-hold. Mikkel Krath var sikkerheden selv de få gange modstanderne kom til chancer og holdt målet rent. Drengene var tændte og kampen blev spillet i et højt tempo.

20 minutter henne i anden halvleg kom endelig en scoring. En meget flot frispilning af Thomas Ballegaard, der var med igen efter en skadespause, sendte Fellino Poulsen alene af sted mod værternes mål. Han fejrede sin debut på holdet med iskoldt at udplacere målmanden og under stor jubel bringe sit hold foran 1-0. Fem minutter før tid krydrede Thomas Ballegaard en fornem indsats med at score tæt under mål på et frispark fra Mathias Vestergaard. Kampen var afgjort, og det var lige før nogen mente, at de kunne se solen titte frem.

Drengene var naturligvis lykkelige for sejren, der betyder, at de rykker op midt i tabellen. Sejren kom først og fremmest i hus på et solidt holdarbejde og den helt rigtige indstilling til kampen.

Det var en flot holdpræstation. Dog er det nok de helt ekstreme vejrforhold, kampen især vil blive husket for.

Allerede på tirsdag skal drengene igen på tur. Denne gang skal de til Frederikssund og spille pokalkamp. Det er for så vidt helt i orden, hvis det blot bliver en sensommeraften, hvor solen skinner på vores spillere.

John Friis