holbæk

U 15 ( 97 ) Uafgjort mod Køge

Klubnyheder
18. september 2011 - 13:55 af: John Friis

U15 fik rejst sig efter sidste uges nederlag i Vanløse og var tættest på sejren i det målløse opgør mod Køge, hvor spillet især i første halvleg var rigtig flot

De første 5-10 minutter af kampen foregik stort set på modstandernes banehalvdel, hvor bolden blev spillet lynhurtigt rundt med mange dejlige førstegangsafleveringer. Flot åbning. Efter 5 minutter var vi meget tæt på et deja-vu fra Brøndby-kampen. Præcis som i pokalkampen og på samme tidspunkt sendte Jesper Halling et indlæg ind til Yunus Bakir ved fjerneste stolpe. Denne gang gik hans hovedstød desværre centimeter forbi og landede i sidenettet.  Det var faktisk situationen flere gange i første halvleg, hvor en føring til hjemmeholdet bestemt ikke havde været urimelig. Det må dog retfærdigvis nævnes, at Køges målmand denne lørdag viste spil af meget stor klasse. Han havde sin store andel i, at nullet blev holdt.

Halvvejs i halvlegen havde Thomas Ballegaard et godt forsøg. På banens midte havde Frederik Parishus, Chris Amming og Fillino Poulsen godt fat og udførte et stort arbejde i både det defensive og det fremadrettede spil.

Omkring den halve time havde Niclas Sørensen, der spillede en meget stor kamp, et godt forsøg på frispark. Sammen med Mads Hyldegaard, Jonas Lund og Frederik Petersen udførte han et solidt arbejde i forsvaret og havde godt styr på Køges angribere.

Tæt på pausefløjtet havde Christian Viltoft en god chance, men måtte se gæsternes målmand afværge situationen. I front udførte Jesper Halling et stort løbearbejde og var med i mange af de farlige kombinationer, der var så tæt på at give den scoring, der kunne have afgjort kampen.

Nordvest havde siddet på halvlegen og kunne med lidt held og større skarphed godt have været foran.

Kampen ændrede lidt karakter i anden halvleg, hvor Køge kom mere med i dysten. Dette sås bl.a. de mange hjørnespark og andre dødboldsituationer, som gæsterne fik lidt for mange af. Forsvaret og Mikkel Krath havde dog god kontrol, og det var faktisk få reelle tilbud østsjællænderne fik.

Shabir Faghiri og Mads Moch arbejdede som resten af holdet hårdt og var med til, at der konstant var et godt pres på boldholderen. Indstillingen var den helt rigtige og det solide pres bevirkede også, at Nordvest fik mange bolderobringer, ligesom Køge-drengene blev stressede og havde en del boldtab på denne konto.

Begge hold pressede på i slutfasen for at få en afgørelse, men ind ville bolden altså ikke på denne halvkolde sensommerdag. Uafgjort var vel heller ikke et helt urimeligt resultat, selvom de fleste og største chancer tilfaldt hjemmeholdet. 0-0-kampe behøver bestemt ikke være kedelige og denne var en underholdende og intens affære i et højt tempo, hvor begge hold gik efter en afgørelse indtil sidste fløjt fra den i øvrigt glimrende dommer.

Hvis nogen skulle have glemt det, blev vi endnu engang mindet om, at 1. div. Øst er en meget jævnbyrdig række, hvor der ikke er nogen lette kampe. Pointet i dag luner, men især var det dejligt at se noget af det gode spil, vi ved drengene behersker.

John Friis

Holdleder