holbæk

U-14 (97) Dramatisk start på anden halvleg førte til pokaltriumf i HillerødUdskriv side

Sejren på 4-2 blev cementeret i starten af anden halvleg, hvor Holbæk på en formidabel indsats vandt perioden selvom de måtte spille 8 mand mod 11 i 10 minutter

Drengenes første pokalkamp var imødeset med stor spænding. Hvor stærke var disse modstandere fra Nordsjælland? Det stod heldigvis hurtigt klart, at vores drenge sagtens kunne matche dem. Efter en lidt nervøs start fra begge mandskaber fik Holbæk lagt et massivt pres på deres modstandere, og da de samtidig spillede bolden hurtigt rundt, kom de til flere store målchancer. Efter 15 minutter var drengene fuldt fortjent foran med 3-0. Så troede alle, at kampen var afgjort. En meget nidkær fortolkning af reglerne omkring udskiftning/indskiftning i starten af anden halvleg kunne dog godt have skabt fornyet spænding.

 

I den stride side- og modvind fik vores drenge tilspillet sig adskillige meget store chancer. Yunus Bakir bragte sit hold foran efter 9 minutter på en friløber efter en perfekt aflevering fra Jesper Halling. Tre minutter senere var Nicklas Sørensen meget tæt på at fordoble føringen. Han fulgte godt op på et skud fra Yunus Bakir, men desværre prellede hans skud af på stolpen. Minuttet efter kom så det ventede mål, da Rasmus Christensen tæt under mål sparkede kuglen ind efter et hjørnespark. Der gik blot 2 minutter inden stillingen var 3-0 og alle forventede en storsejr. Nicklas Sørensen gik på fornem vis til baglinjen og hans indlæg tæt under mål ramte en forsvarsspiller og gik i mål.

Forsvaret med Frederik Parishus, Tobias Bang, Mads Hyldegaard og Chris Amming sad solidt på deres modstanderne og de fik gennem hele kampen ikke mange chancer. På en af disse umiddelbart efter Holbæk-scoringen fik de dog reduceret til 3-1. Mikkel Krath havde fingrene på afslutning, men kunne ikke holde det velplacerede skud. Midtbanen med Mathias Vestergaard, Chris Amming og Yunus Bakir og Rasmus Christensen spillede bolden godt rundt og kom først på bolden i størstedelen af kampen. Stillingen holdt halvlegen ud og vores drenge så ud til at styre begivenhederne totalt.

 

Starten af anden halvleg er nok det kampen især vil blive husket for. Holbæk sendte alle 3 udskiftningsspillere på banen. Dommeren mente ikke, at han var blevet korrekt informeret om indskiftningen og gav alle 3 spillere gult kort, hvilket i årgang 97 betyder 10 minutters udvisning. Med tre mand i undertal kunne man godt frygte, at dette kunne vende kampen, og at det ville blive nogle meget lange minutter. De resterende 8 drenge kæmpede og spillede, så det var en fryd. Faktisk havde både Christian Viltoft og Jesper Halling gode chancer efter gennemspillede angreb. Det var lige før man fik den tanke, at Holbæk var mere dominerende, end da de spillede med fuldt hold. Fantastisk! Belønningen kom i slutningen af udvisningstiden, da Mikkel Krath udnyttede den kraftige vind og gav Jesper Halling en friløber, som han omsatte i mål efter at have afdriblet målmanden. Perioden som vi havde frygtet endte altså med at slå sejren fast. Mads Johan Jensen, Mads Moch og Lukas Andersson fik endelig lov at deltage i spillet og 3 af kammeraterne fik et velfortjent hvil. Hillerød fik lov at lave kampens sidste mål 5 minutter før tid til slutresultatet 4-2

 

Indstillingen hos drengene er beundringsværdig og det hurtige kombinationsspil bliver bedre og bedre. Hillerød var bestemt en god modstander, men drengene lod dem aldrig rigtig komme ind i kampen. Nu venter vi i spænding på, hvem modstanderen bliver i næste runde.

 

John Friis

Holdleder