Fire kampe og fire sejre på blot ni dage blev en kendsgerning, da årgang 97?s trætte førstehold efter at have været bagud med 0-2 besejrede Viby 3-2
En 9-dages periode hvor vi har set en del til hinanden på forskellige fodboldanlæg er slut med et herligt og i grunden imponerende resultat. Tre turnerings- og en pokalkamp er vundet, hvilket betyder, at drengene skal spille kvartfinale i pokalturneringen til april, og ligger som sikker toer i deres pulje i række 1 efter suveræne Brøndby, der har vundet samtlige kampe.
Lad det være sagt med det samme. Kampen mod Viby vil næppe blive husket for det gode spil. Det var en rodet forestilling og der blev lavet en del fejl. Omvendt må det vel også siges at være udtryk for en vis klasse at vinde på en dag, hvor spillet i en stor del af kampen aldrig rigtigt kom til at fungere. At drengene også havde tre kampe i benene i føromtalte korte periode spiller vel også ind. Det er godt, at der nu er en hel uge inden næste kamp. Efterårets første kamp mod Viby gav en storsejr på hele 11-1. Dette bekræfter vel bare klichéen om, at hver kamp ligesom lever sit eget liv. I denne kamp skulle der arbejdes for sejren, som trods alt var fuldt fortjent.
De første 5-10 minutter af dysten tydede alt på, at det ville blive en gentagelse af den første målrige kamp mellem de to mandskaber. Flere gode gennembrud og forsøg. Men ingen mål. Herefter kom en periode med mange Holbæk-fejl og usammenhængende spil. I det 11. minut resulterede det i, at udeholdet kom foran. Denne føring fordoblede de i det 24. minut. Det så rigtigt skidt ud.
Vores drenge sluttede heldigvis halvlegen med et godt pres og i det 28. minut kom belønningen. Niclas Sørensen spillede Jesper Halling, som tog et træk og sendte bolden forbi målmanden. Midtbanen med Atef Omar, Rasmus Christiansen, Yunus Bakir, Christian Viltoft, Chris Amming fik et solidt overtag, og der var chancer til det udlignende mål, men da dommeren fløjtede, var stilling stadig 1-2.
Anden halvleg fik set med Holbæk-øjne en perfekt start. Jesper Halling fik en friløber og skønt hårdt presset udlignede han til 2-2. Allerede minuttet efter forhindrede Mikkel Krath med en af flere store redninger, at gæstede kom foran på ny. Forsvaret med Christian Wolff, Frederik Parishus, Tobias Bang, Nicolai Hansen og Mads Moch kom på arbejde mod de fysisk stærke modstandere. I front gjorde Mads Johan, hvad han kunne for at slippe fri og få sat den afgørende scoring ind. Denne kom da der manglede omkring 10 minutter. Målmanden havde svært ved at holde fast på et hovedstød fra Jesper Halling og Rasmus Christiansen var resolut over ham og prikkede bolden i mål inden han fik fuld kontrol over den. Der kom ikke flere mål og en smal 3-2-sejr var hjemme.
Af de fire kampe vil denne sikkert hurtigt komme i glemmebogen, hvorimod den fantastiske pokalkamp mod Raklev vil blive genfortalt mange gange i den mørke vintertid. Netop Raklev skal drengene på lørdag møde for tredje gang i efteråret. De to kampe i Holbæk er begge vundet med 3-1, og Raklev er uden tvivl meget opsatte på at få revanche. Det bliver givet en kamp, hvor der skal arbejdes hårdt, hvis vi vil have noget med hjem til Holbæk. Heldigvis kan vi møde med friske ben, da der en hel uge til kampen.
John Friis
Holdleder