holbæk

U-14 (97) På rette kurs igenUdskriv side

Lørdagens ærgerlige nederlag til BSV blev torsdag aften efterfulgt af en smal 1-0-sejr over Gladsaxe-Hero BK hvor Holbæk havde alt spillet og hele 5 forsøg på træværket

I begge kampe havde drengene et klart spilleovertag og burde have haft to sikre sejre. I lørdagens kamp havde vores drenge chancerne, men spillede ikke op til deres normale niveau. I onsdagens hjemmekamp var spillet betydeligt bedre, og der blev produceret et hav af chancer. Men ind ville bolden altså kun en gang. Resultaterne viser meget godt, at der ikke er nogen lette kampe og der skal arbejdes hårdt for pointene.

At udekampen mod BSV skulle give Holbæk det først pointtab var der intet, der tydede på i kampens første kvarter. Efter 10 minutter kom det første mål. Sammenspil med Mads Moch og Frederik Parishus gav Emmanuel Lual en friløber, og han bankede bolden ind højt i målet. Det blev 2-0 i det 17. minut, da Christian Viltoft flot spillede Emmanuel Lual fri, og denne sikkert udplacerede målmanden. Foran med to mål og total overvægt i spil burde det ikke kunne gå galt, men det gjorde det!

BSV reducerede i det 19. minut. Minuttet efter var der skydetelt i den modsatte ende. I det samme angreb havde Emmanuel Lual to, Lukas Magnussen og Christian Viltoft hver et frit skud på målmanden. Men da dommeren fløjtede til pause var hjemmeholdet foran 3-2 på to dødbolde og en halv chance.

Den yderst fortjente udligning kom i det 13. minut, da Mads Hylde headede bolden i nettet efter et hjørnespark. Shabir Faghiri var meget med i det fremadrettede spil, som bølgede ned mod BSV’s mål. Hele Holbæk-lejren regnede nu med at den velfortjente sejr nu ville komme i den sidste del af halvlegen. Der kom godt nok et mål, men det var desværre BSV, der scorede et flot mål direkte på frispark.

Kampen mod Gladsaxe-Hero blev spillemæssigt klart bedre og sejren burde have været noget større. Første halvleg bød på total overvægt til hjemmeholdet og hele 4 forsøg, der prellede af på træværket. Jesper Halling der har været ude i en længere periode pga. en knæskade, var med i første halvleg og havde sin andel i at angrebsspillet fungerede rigtig godt. Christian Viltoft havde ligeledes flere gode aktioner. Atef Omar lavede gode ting på kanten og havde også et af de mange stolpeskud. Forsvaret med Nicolai Madsen, Mads Hylde, Niclas Sørensen og Yunus Bakir var meget solidt og tillod ikke udeholdets angribere at komme frem til mange chancer. Mikkel Krath blev ikke sat på de helt store prøver, men var sikkerheden selv, når modstanderne en sjælden gang nærmede sig hans mål. En føring på et par mål havde ikke været uretfærdigt efter de første 35 minutter.

Anden halvleg startede med at Emmanuel Lual for fjerde gang ramte træværket. Det skal retfærdigvis nævnes, at kampens sjette skud på træværket kom, da Gladsaxe-Hero bankede et frispark på overliggeren. Lukas Andersson kom ind og spillede en god kamp.

Kampens eneste mål kom i det 11. minut og blev sat ind af Emmanuel Lual, der gik uden om målmanden og sparkede bolden i det tomme mål fra en lidt spids vinkel.

Der kom ikke flere mål og selvom sejren var for lille betød den, at der kom tre point på kontoen, hvilket er vigtigt i forhold til de tre andre hold i toppen, der bejler til de to første pladser, der giver oprykning.

John Friis