Storsejren i sæsonens åbningskamp mod Roskilde KFUM blev i efterårsblæsevejr fulgt op af en sikker 7-2-sejr efter god anden halvleg
Hidsige regnbyger havde fejet hen over det meste af lokalområdet i timerne op til kampen denne fredag aften. Ved kampstart tittede solen forsigtigt frem, og der var kun den stride blæst og de yderst moderate temperaturer tilbage til at minde os om, at sommeren definitivt er slut. For en lille måned siden åbnede drengene efterårsturneringen i solskinsvejr med en storsejr på hele 12-1 over netop holdet fra domkirkebyen. Den kraftige vind gjorde imidlertid betingelserne svære for begge hold, og der blev da også tale om en noget anden kamp med lidt mere beskedne sejrcifre.
Opstillingen var 4-5-1 og denne overvægt på midten og to spillerne på fløjene gav allerede i det første minut en stor chance til Holbæk. Herefter havde drengene meget svært ved at få spillet til at glide og forfaldt ofte til de individuelle præstationer.
Holbæk havde dog bolden mest og i det 17. minut gav det bonus. Niclas Sørensen bankede bolden sikkert i mål efter hurtigt spil med de øvrige offensive spillere. Ikke helt fortjent fik Roskilde udlignet otte minutter senere og kampen var igen åben. Heldigvis og i overensstemmelse med spil og chancer kom drengene foran i halvlegens næstsidste minut. Jesper Halling modtog et indlæg fra Atef Omar midt for mål, trak sig fri og hamrede den ind til 2-1-føring inden pausefløjtet.
Anden halvleg blev betydelig bedre set med Holbæk-øjne. I det 7. minut sendte Jesper Halling et indlæg ind til Mads Johan Jensen som tordnede læderet i nettet til 3-1. På midten af banen fik Rasmus Christiansen, Chris Amming, Yunus Bakir, Atef Omar og Chjristian Viltoft fat i mere og mere og angrebene bølgende mod hjemmeholdets mål. Emmanuel Lual fik debut på holdet og faldt godt ind i spillet på midtbanen. Allerede i det 10. minut kom målet, der vel reelt lukkede kampen. Christian Viltoft sendte et frispark ind i feltet, hvor Mads Johan Jensen dukkede op og headede bolden i mål til 4-1. At KFUM fik reduceret blot 4 minutter efter ændrede ikke noget.
Anfører Tobias Bang krydrede en solid indsats med et flot sololøb fra midten, hvor han alene med målmanden sendte den over ham og ind i nettet til 5-2-føring. I det 20. minut spillede Atef Omar Mads Johan Jensen fri og denne placerede elegant bolden udenfor målmandens rækkevidde og lavede dermed sit tredje mål og bragte holdet foran 6-2..
I målet stod en Mikkel Krath en god kamp og var meget aktiv og opmærksom i feltet. Forsvaret med Mads Moch, Tobias Bang, Christian Wolff og Nicolai Hansen gjorde det godt og var meget med i det opbyggende spil.
3 minutter før tid kom det sidste mål. Christian Wolff spillede med en meget flot aflevering Jesper Halling helt fri. Denne tæmmede elegant bolden og sendte den sikkert ind bag målmanden.
Drengene viste især i anden halvleg noget af det potentiale, vi ved de besidder.
Holdet forsvarede andenpladsen i gruppen. Førstepladsen tilhører indtil videre Brøndby, som drengene mødte for 14 dage siden. Dette møde resulterede i et 1-5-nederlag. Et resultat der dog var i overkanten, da kampen i det meste af tiden var meget jævnbyrdig. Brøndby kom foran i det 20. minut, men Holbæk udlignede lige før pausefløjt da Christian Viltoft sendte et frispark ind til Jesper Halling som sikkert udlignede. Desværre scorede holdet fra Vestegnen hele 4 mål indenfor de første 10 minutter af anden halvleg, og så var den kamp afgjort.
John Friis
Holdleder