Havde vi været ligeså effektive som Farum, der udnyttede halvdelen af deres åbne chancer, havde vi mindst vundet 15-2. Men det var i bund og grund eneste og fra sæsonen ikke ukendte minus ved en indsats, der, trods den latterligt dårlige bane, var godkendt og rodfæstet i vore helte helt i blåts ukuelige tro på sejr. At vi samlet sluttede på andenpladsen, må vi så leve med.
Vi kom på mærkværdig vis bagud cirka midtskibs i første omgang, men Kolding udlignede kort før pausen på et dommedagshug fra 15-18 meter. Bolden spillede pingpong med næsten kinesiske snilde i venstre sammenføjning, før den ligesom fortrød og sprang over på højre stolpe og endelig røg ind. Et fantastisk mål med andre ord og efter en ganske kort votering blandt supporterne også hurtigt udnævnt til årets bedste kasse. At vi inden da kunne have scoret ualmindeligt mange gange, og at alle markspillerne stod bag mere end én svipser hver, skal bare nævnes for fuldstændighedens skyld.
I anden omgang fik vi lidt tur i afslutningerne, så Rasmus, Morten og Thor kunne skabe et mere retfærdigt resultat trods en Farum-reducering. Men også her lykkedes det os at brænde en bunke chancer. Man kan selvsagt prise sig lykkelig for, vi skaber en masse muligheder. Man kan også nøgternt påpege, vi dels skal have lært at putte nogle flere bolde ind og dels skal aflevere videre til den 100 procent frie mand, hvis man selv er nede på de 70-80 procent. En sæsons udfald afhænger af holdets målscore, ikke den enkelte spillers. Basta!
Skidt, pyt, sølvmedaljerne kom i hus, og vi havde en god dommer, der trods den hamrende ringe bane slap fra indsatsen med blot en enkelt forstrækning. Lad mig i øvrigt foreslå vi spiller vore hjemmekampe i Nykøbing. Her ligner banerne ikke småligt tilgroede grusgrave tilsat rottehuller. Vi kunne også bare gå ned på Kvicklys p-plads. Den er i det mindste plan.
Ipsen stod en flot kamp, hvor han dirigerede med forsvaret, der især i første halvleg havde et par unoder, der krævede en dygtig dirigent at få spillet rene. Smutteren ved Farums første mål viste, han har selvtillid og frækhed – og en anden gang losser vi den bare væk, ikke? ; ) Han gik flot ud ved deres dødbolde og ejede i det hele taget feltet som en anden Napoleon Bonakeeper, og levende deltog han i spillet. Atter viste han i øvrigt, at han kan stå uprøvet i ti minutter og være mere klar end isvand, når modstanderne pludselig slår kontra. En kanon kamp af en kanon keeper.
Nicolas havde fået aflæst sit kompas en smule skævt til en start, men så opdagede han fejlen og fandt tilbage i vante gænge, hvor de defensive pligter og især vort felt passes med en sirlig omhu, som kun en Ajax-reklame-husmoder anno 1950 kan matche. Åh, ja, dengang var der sgu kvinder til. Nuvel, i anden halvleg kom modet også til de fornemme fremstød, som Nicolas er i gang med at tillægge sit spil, og det gjorde godt bedre. At han som eneste mand turde lave glidende tacklinger, som han selvsagt vandt, på den hamrende dårlige bane, fortæller alt om en slutteligt mere end godkendt indsats.
Thor fik også begyndt kampen en smule vindøjet, men da han først havde sat en tackling ind og vundet den, så Farumgutten fløj som en baskende høne ud over sidelinjen, vendte kampen til hans fordel, og efterhånden som den skred frem, fik vi supportere alle de finesser at se, der er i Thors spil, fra solid forsvarsfight over kloge pasninger til imponerende raids op gennem banens midte og glimrende afslutninger. Hans direkte frispark lige i krogen fra 16-17 meters afstand var sublimt hamret ind og endte med at være en passende afslutning på den tidligere Fårevejlespillers flotte debutsæson hos Holbæk.
Sørensens kompas blev først vindøjet, når han nåede den sidste tredjedel af banen. Det ændrede sig til gengæld ikke i løbet af matchen. Med andre ord en stærk defensivkamp, men offensivt kneb det. Som ivrig kombinationsspiller hæmmer det klart at spille på en lortebane, men derudover fungerede det bare ikke for vor skipper fremme. Dog er han immer den, der løber de fleste mil, og han giver aldrig op. Tit lægger man mest mærke til, hvor vigtig han er for holdet, når han ikke længere er på banen, og modstanderne pludselig er 20 meter længere fremme. Samlet set en jævn, men tilladelig indsats.
Hamed var tilbage i topform og driblede og skød og kæmpede og løb. Og han afleverede til tider også, hvad der klæder hans spil så usigeligt meget. Troldmand er han, den kvikke knægt, en slags Merlin i blåt bolddress, og atter var det tydeligt, at når han undlader at skændes med dommer, modstandere, tilskuere, egen eller modstandernes træner, og hvem han ellers plejer at mundhugges med i løbet af kampene, og vender al den energi til fodboldspil, så er der næsten ingen grænser for, hvor langt han kan nå i fodboldens verden. En ualmindelig flot kamp af Hamed/Merlin.
Kolding scorede ikke blot årets mål, men får også med syvmils afstand dagens Man of the Match for en indsats, der var så imponerende stærk, at granit og hærdet stål kommer til at ligne sølle chokoladeis i solskin sammenlignet med. Han fik naturligvis sin uundgåelig tur i græsset, men igen kunne heller ikke det holde ham nede, og han var alle vegne hele tiden, og netop som man troede, at nu var han det ikke mere, dukkede han op igen. At han oven i bøtten også er en pragtfuld knægt, gør blot fornøjelsen større. Kæmpe kamp af Kolding.
Rasmus er som holdets topscorer vant til at putte kuglen i kassen, og ofte kommer målene mere eller mindre ud af ingenting og skyldes hans utrættelige fight og optimisme. Mod Farum havde han ikke helt fået den del af sit spil med sig, men fik til gengæld, hvad man kunne kalde for almindelige chancer i løbet af kampen. At han kun forvandlede to heraf og ikke eksempelvis fem, hvad det snildt kunne være blevet til, skyldes lige dele skodbaneforhold, urimeligt uheld og det simple faktum, at han allerede havde scoret sæsonens vigtigste mål, og man skal jo ikke overdrive en god ting. Trods alt en godkendt indsats af vor spydspids.
Otto fik ikke prikket en kugle i kassen, hvad der selvfølgelig ville have glædede den langbenede knejt og supporterne med, for Otto er en sand charmør og en skide god kammerat, så han har mange fans. Og ellers svingede hans indsats på sædvanlig vis mellem næsten at gemme sig væk bag modstanderne og ellers drøne direktører ved siden af til zlatansk selvtillid tillagt de vildeste returløb. Jeg er holdt op med at undres over denne pendulering mellem boldspillets yderpunkter og konstaterer blot, den er der. Alt i alt en godkendt indsats af den gode dreng.
Morten har være nede i en fodbolddal, og humøret har manglet på det sidste. Det har slidt på selvtilliden. Men alle, der skifter klub og række, som fx Sørensen sidst på efteråret eller Thor og altså Morten her sidst på foråret, rammer et punkt mod sæsonens slutning, hvor begyndelsens begejstring er afløst af mental træthed. Af samme grund var det vigtigt, han sluttede sæsonen af med en finurlig, fræk og frejdig anden halvleg, hvor han ikke bare fik vist en masse af, hvor meget han kan, men også scoret. Det giver god medvind til kommende sæson. Dejligt!
Coach Bo Jensen må være mindst ligeså træt af de mildt sagt middelmådige baneforhold, hans trup udsættes for, som vi supportere er det. Tænk, uge efter uge at lære sine spillere at kombinere flydende og tjept, at spille hurtigt og ved jorden, og så sørme om ikke ens egen hjemmebane gør det umuligt at spille den slags spil. Mod Farum så vi mange, mange gange afleveringer langs jorden blive til pludselige hoppebolde, som spillerne ellers kunne snuble rundt efter, for det mageløst dårlige underlag var heller ikke let at løbe på. Vore kombinationsspillere måtte opgive sammenspillet og enten skovle kuglen frem eller ty til solopræstationer. Så meget for smukt fodbold og de foregående 100 træningstimer. Det er under al kritik.
MEN alligevel et stort tak for i år til alle medsupportere. Det er en fornøjelse at være sammen med jer. Og en mindst ligeså stor tak til coach Bo Jensen for omtrent aldrig at fravige sine principper om eksempelvis nogenlunde ligelig spilletid til alle og det positive, kombinationsrige angrebsspil som bærende element i holdets fremfærd. Vi er rækkens suværent mindste mandskab. Vi er det teknisk bedste og det hurtigst spillende. Jeg lover, det giver pote i det lange løb!
Og så i øvrigt velkommen til Hr. Bisgaard. 9-mandsfodbold venter efter sommeren. Spændende.
På supporternes vegne,
NS