Bedriften i Roskilde søndag aften d. 8.1 vil især blive husket for én kamp. I semifinalen mod Brøndbys meget stærke hold var der ganske enkelt tale om en fantastisk præstation, hvor Nordvest FC spillede op til deres bedste og gav sig 100 %. Cifrene blev 3-2, og dermed var holdet klar til finalerunden i ABC Cup 2012 i Roskilde.
Sæsonen startede med et lokalt stævne i Tølløse d. 26/11. Dette blev vundet af Nordvest FC (Chris Amming, Mads Hyldegaard, Christian Viltoft, Mathias Vestergaard og Jesper Halling. I ABC Cup var holdet forstærket med Marcus Helgogaaard), der besejrede Hvalsø med 3-2 i finalen.
I Dianalund fik Team Pandii (Ulrik Petersen, Niels Holm, Francisco Hansen, Christoffer Stanislaus og Marcus Helgogaard) en flot andenplads efter nederlag til Brøndby i finalen. Holdet spillede noget flot fodbold og var bl.a. i Fårevejle med store mål meget tæt på at komme i finalen.
Nordvest deltog med 2 hold i det store stævne i Tåstrup. NV FC (Frederik Parishus, Jonas Lund, Nicolai Madsen, Fellino Poulsen, Niclas Sørensen og Andreas Skovgaard) kom til semifinalen, hvor de blev slået ud af Brøndby, som de ellers havde besejret i den indledende pulje. Nordvest FC kvalificerede sig til finalerunden, hvor det blev til 2 sikre sejre og et nederlag til Brøndby. Dermed fik holdet en imponerende andenplads. Det skal med til historien, at holdet, som stadionspeakeren fremhævede det, rent faktisk har vundet stævnet de 2 foregående år.
Julemaden var dårligt fordøjet, da vi d. 27. december deltog med alle 5 hold i Fårevejles stævne, hvor man spiller med store mål. Finalen blev et rent Holbæk-anliggende, som resulterede i at NV FC vandt over Holbæk 97 (Daniel Knudsen, Atef Omar, Emmanuel Lual, Yonis Ahmed, Mikkel Fletgaard), som på fornem vis havde spillet sig i finalen.
D. 6.1 var Dahl City (Gökhan Güler, Ulrik Schandorff, Christian Wolff, Rasmus P., Mads Johan og Frederik Høg) i Hvalsø og gjorde rent bord ved at vinde samtlige kampe afsluttende med finalesejr over værterne. Holdet har ved alle stævnerne vist, at de kan spille noget flot positivt fodbold.
ABC Cup i Roskilde er et af de stærkest besatte stævner på Sjælland. Alle de gode hold er der. En del kampe skal spilles og vindes, inden man når frem til finalerunden, der består af 3 hold. At de to Nordvest-hold vi stillede med, begge nåede dette slutspil og kunne drage hjem med en 1. plads og en 3. plads er enestående og har helt sikkert skabt respekt om vores klub.
Finalerundens tre kampe blev alle jævnbyrdige. Nordvest FC startede mod Herfølge og efter 7 meget intense minutter, stod der 2-2 på lystavlen. Herfølge blev på banen og vandt 3-2 over NV FC. Sidste kamp blev et Holbæk-opgør, hvor Nordvest vandt 3-1 over deres kammerater fra NV FC. Disse resultater betød, at Nordvest FC vandt stævnet foran Herfølge på en bedre målscore.
Det er bemærkelsesværdigt at alle 5 Holbæk-hold har været repræsenteret i diverse finaler. Succesen må give en god portion selvtillid, som kan overføres til de kommende træningskampe.
Fra venstre: Jonas Lund, Fellino Poulsen, Niclas Sørensen, Frederik Parishus og Andreas Skovgaard

Bagerst fra venstre: Mads Hyldegaard, Jesper Halling, Marcus Helgogaard
Forrest fra venstre: Christian Viltoft, Chris Amming, Mathias Vestergaard