holbæk

U15 (97) på tavlen

Klubnyheder
19. august 2011 - 16:34 af: John Friis

Onsdag aften i Gentofte mod B1903 gav det første point til Nordvest efter en kamp hvor holdene skiftedes til at have et overtag

De første 25 minutter var en forrygende forestilling, hvor drengene fra Nordvest spillede op til deres bedste. Perioden resulterede i en 1-0-føring, der sagtens kunne have været større. Retfærdigvis må det siges, at B1903?s fysiske overtag i det meste af 2. halvleg gjorde 1-1, som stillingen var, da dommeren fløjtede af, til et rimeligt resultat af en kamp med høj intensitet.

Det meste af 1. halvleg var Nordvest spilstyrende og havde chancer til flere mål. Værterne havde store problemer med vores angribere. Emmanuel Lual gik således flere gange igennem 3?ernes forsvar. Ligeledes havde Jesper Halling mange gode løb og spillede i det hele taget en god kamp. I det meste af 1. halvleg var der således intet, der tydede på, at Nordvest skulle få problemer.

Især ikke da de yderst fortjent kom foran efter 18 minutter. Flere spillere var med i det effektive pres, der endte med at bolden blev spillet hen til Christian Viltoft, der meget sikkert bankede den i mål. Chancer var der flere af, således var Mathias Vestergaard tæt på lige inden pausefløjtet. På midten udførte Frederik Parishus et stort løbearbejde.

Forsvaret med Niclas Sørensen, Mads Hyldegaard, Lukas Andersson og Nicolai Madsen var meget sikre i deres indgreb og spillede sig i de fleste situationer flot ud af problemerne. Dejligt at se, at hele holdet var i stand til at omsætte øvelserne i det hurtige kombinationsspil fra træningsbanerne til kampsituationen.

Mod halvlegens slutning var det dog, som om københavnerne fik et lille fysik overtag og vandt flere dueller.

Efter pausen skiftede kampen gradvis karakter. 3?erne kom nu ofte først på bolden og det udmøntede sig naturligvis i et lille spilovertag. Chris Amming udførte som altid et kæmpe arbejde på midtbanen og var faktisk tæt på at fordoble sit holds scoring efter 12 minutter. Det skal dog samtidig nævnes, at Mikkel Krath havde en fantastisk redning minuttet efter. Det var i det hele taget en underholdende kamp, hvor der blev givet og taget. Jonas Lund, der var kommet ind, udførte et solidt arbejde i forsvaret.

 I det 18. minut var kampen meget tæt på at blive afgjort. Lukas Magnussen afsluttede en flot dribletur med at spille Mads Moch fri. Desværre for ham diskede B1903-målmanden op med en klasseredning.

Med blot 10 minutter igen kom udligningen og i de følgende minutter kunne hjemmeholdet have taget alle 3 point, hvis ikke Mikkel Krath havde stået en helt fantastisk kamp.

Set over hele kampen var uafgjort et rimeligt resultat, om end os fra Nordvestsjælland nok mente at kampen sagtens kunne være afgjort i 1. halvleg. Nordvest stod helt klart for det bedste fodbold, men må samtidig erkende at 3?erne havde et lille overtag i det meste af anden halvleg.

Nordvest er nu på tavlen og at dømme ud fra resultaterne i de første knap to spillerunder, er det en meget jævnbyrdig pulje, hvor der helt sikkert skal arbejdes hårdt for hvert eneste point. Som i kampen mod Brøndby er der mange positive ting at tage med til de kommende kampe. Spillet var i lange perioder utrolig flot.

Næste kamp er allerede på lørdag, hvor B93 kommer på besøg.

John Friis

Holdleder